Klinik Brandstrup i Grønland

Umiddelbart lyder det jo af næsten ingenting – og indrømmet, det var også for lidt. For rent arbejdsmæssigt burde jeg måske nok have tilbragt to-tre uger under de nordlige himmelstrøg, simpelthen fordi mange af de behandlinger, som jeg gerne ville gennemføre, ville have bedst af at blive gentaget tre-fire gange over en periode, der er længere end den uge, jeg havde givet mig selv.

Fire timers forskel – og så en hel verden der er anderledes

‍Turen begynder om morgenen den 29. maj, meget tidligt om morgenen, hvor KIA’en  er pakket og turen går til Københavns Lufthavn i Kastrup. Turen derind er nærmest magisk, for selv Gedestien (vejen mellem Holme Olstrup og Rønnede) er tom for biler, hvilket helt sikkert skyldes, at det er anden pinsedag – og derfor helligdag.
Billetten siger, at vi skal med Air Greenland til Kangerlussuaq (på dansk: Søndre Strømfjord) og derfra videre med lokalmaskinen til Ilulissat (på dansk: Jacobshavn).
En god ven, der arbejder i kontroltårnet i lufthavnen, har fortalt, at vi kunne se frem til en super flyvetur i en spritny maskine, som Air Greenland lige havde fået. Den ny maskine står også i lufthavnen, vi ser den da vi triller ud til parkeringsområdet – men den har fået en skade, så den bliver stående på jorden, mens vi flyver i en chartret - og noget ældre - spansk maskine.

Nuvel, vi kommer til først Kangerlussuaq, og derfra til Ilulissat, uden nævneværdige strabadser, hvis vi lige ser bort fra, at vort oprindelige fly i Ilulissat er aflyst. Det er i virkeligheden en fordel, for nu kan vi tage det stille og roligt, i stedet for at stresse afsted, i lufthavnen. Der er en forskel på at have 30 minutter og to timer, når man ikke er vandt til at skulle skifte fly.

Ankommet til Hotel Ilulissat, bliver jeg glædeligt overrasket over, at det først jeg møder i lobbyen, er mit eget smilende ansigt, fra de flotte plakater, som hotellet har produceret i anledningen af mit besøg. Så kan jeg jo næsten ikke forlange mere.

Således bliver vi indlogeret og kan begive os ud i solskinnet. For solen skinner virkelig, fra en så godt som skyfri himmel – og Ilulissat viser sig fra sin absolut smukkeste side. Og det er smukt, skal jeg hilse at sige. Men det er også koldt – og lidt voldsomt, når vi nu kommer direkte fra dansk sommer. Et par grader over frysepunktet, hvilket får byens åbne kloaksystem på arbejde, med at transportere smeltevand væk, efter vinterens massive sne. Og det vel at bemærke i en by, hvor terrænet er stærk kuperet, og hvor alting ligger på klippegrund. Det er lidt af en ingeniørmæssig bedrift, tænker jeg.

Ude bag byen Ilulissat ligger Isfjorden (og længere ude Disko Bugten) og her er der fyldt med den virkelige attraktion: isbjerge.
Store, små, spidse, firkantede… Alle former. Kridhvide. Og dog, når man kigger efter, ses nuancerne. Blå og grønne farver. Sorte mønstre. Det er lidt mærkeligt at beskrive, men de store, majestætiske is-monstre, der stammer fra en gletsjer ganske tæt på byen, ligger derude i fjorden, som store dovne klodser. Alting ser ud til at være stationært, som om at intet bevæger sig. Det rummer en art voldsom ro, som om at det hele er bestandigt.
Når man kigger derud en time senere, er det som om at intet er forandret, men når man så kigger derud næste formiddag, er det en helt anden opstilling – og intet ligger som det lå i går.
Det isbjerg, der i går dominerede hele synsfeltet, er væk. Drevet langsomt om bag den næste pynt. Eller måske er det drejet om sin egen akse, så det der nu ses, er noget helt andet. Måske er isbjerget kælvet, hvilket vil sige, at der er knækket er stykke af. Det giver i sagens natur isbjerget et nyt udseende, og når et isbjerg kælver, skaber det en farlig situation – især for dem der er inde på land. Der er i bogstavelig fortand fare for tsunamier, hvor kæmpebølger skyller ind på land og kan rive folk med ud i det iskolde hav. Og iskoldt er det. Da vi et par dage senere er ude at sejle mellem isbjergene, fortæller skipperen, at vandet i fjorden lige nu er minus 0,3 grader.
Det er altså koldt!
‍

Så langt som ud at sejle, når vi ikke på førstedagen i Grønland. Vi er trætte. Vi stod op i Fensmark klokken 03.05 – så vi tager en tidlig aftensmad. Lokal tid klokken 14.30, men tidsforskellen på Grønland og Danmark er fire timer, så for vores indre ure er klokken 18.30.
De lokale sidder udenfor i solen og drikker kaffe. Enkelte af de unge optræder i shorts – men der er jo også plus grader.
Vi får moskusokse burger på en lokal café – og her smager jeg for første gang en virkelig lokal delikatesse: vandet.
Jeg får en flaske grønlandsk vand og den smager simpelthen himmelsk.

Det bliver tidligt i seng. Klokken er vel 18.30 lokal tid – og vi er så trætte, at vi bør kunne sove som sten. Det kan vi bare ikke, selvom der er mørklægningsgardiner i værelset, der vender ud imod Isfjorden. For vinduerne peger stik vest – og Solen har absolut ingen planer om at gå ned. Det gør den i øvrigt først igen 24. juli. Midnatssolen er et forunderligt fænomen – og det er helt rimeligt at sige, at det er noget man skal vænne sig til.
Jeg gør det vist aldrig, sådan rigtigt.  

Kultur- og sprogbarrierer der gik godt

‍Næste morgen er min første arbejdsdag i Grønland og hotellet har stillet et rigtigt godt lokale til min rådighed. Det er selvfølgelig skønt, men jeg er lidt bekymret over bookinglisterne. Sagen er den, at den første dag er fuldt booked – men resten af opholdet ser ”noget tyndt ud”.
Det skal vise sig, at min bekymring er spild af skønne kræfter – og det skyldes i bund og grund en forskel i den måde som vi mennesker opfatter vores verden. Hvor mange af os danskere har en planlagt hverdag er grønlænderne væsentligt mere laisser faire i deres tilgang til deres dag.
”Jamen, jeg har lyst til at blive behandlet i dag, så det gør jeg lige,” forklarer receptionschefen, at sådan er devisen hos langt de fleste grønlændere, frem for at aftale noget flere uger frem.
Meget ustruktureret for en dansk behandler – men i praksis viser det sig at fungere fint, selvom det også kan gå den anden vej: at en aftale bliver aflyst med kort margen, fordi klienten pludselig får en anden indskydelse.  

De grønlandske klienter viser sig at være lette at arbejde med. De er nysgerrige – og/men også realistiske. Der er ingen af dem der forventer, at jeg kan kurere en ti år gammel skulderskade med to nåle. Det er faktisk befriende. Jeg er jo akupunktør – ikke tryllekunstner.
Folk er glade for at blive behandlet.  Og jeg når at se flere af dem et par gange. Det meste går rigtigt godt – og det der ikke går helt som planen foreskriver, tager vi alle med et smil. For der er forskel på danskere og grønlændere. Blandt andet blufærdighed – for ja, man skal jo altså klæde sig delvist af, når man er hos akupunktør.

Sproget er en anden barriere.

Jeg taler jo ikke grønlandsk – og der er selvfølgelig også grønlændere, der ikke taler dansk. Så et par gange måtte der en tolk til. Hotellet har lovet at stille en dansk/grønlandsk tolk til rådighed. I praksis er det receptionisten, når receptionschefen ikke er til stede. Den er svær, når den 21-årige mandlige receptionist skal forklare en ældre kvindelig klient, at hun skal tage tøjet af.

Men bortset fra den slags ”bagateller”, går det godt med at behandle grønlænderne. Jeg opdager dog hurtigt, at jeg har bestilt et for kort ophold i Ilulissat, for der er flere tilfælde, hvor jeg meget gerne ville have fulgt op på de to behandlinger, som jeg med rimelighed kan nå at give den enkelte klient, indenfor den uge som jeg er i Grønland.

Nu vil det jo være let at skrive, at det gør jeg næste gang. For jo, der bliver en næste gang. Det er jeg ret opsat på. Men jeg må også være ærlig over for alle, og sige, at det er omkostningsfuldt at rejse til Grønland. Både i tid og penge. Rejsen koster mindst en dag hver vej – og flybilletten… nå, det taler vi ikke om…

Apropos penge.

Rygterne, som jeg havde hørt, inden jeg rejste til Grønland, sagde ellers, at alting på Grønland var hundedyrt. Det er ikke rigtigt, men visse ting var anderledes prissat end hjemme i Danmark. Broccoli kostede for eksempel kr. 79,90 kiloet – mens en liter laktosefri piskefløde kostede kr. 42,00.
Prisniveauet på at spise i byen, var i orden – uden at være hverken billigt eller dyrt. En rimelig middag for to, med drikkevarer (vand/øl), lå fra kr. 450 og opefter. Det ville man jo også hurtigt betale i Danmark. Det rimelige prisleje gælder også lokale delikatesser. Jeg fik både moskusokse, hellefisk, rensdyr og hvalbøf til aftensmad, til helt fornuftige priser – og jeg vil i den forbindelse nævne Inuit Cafe på Kussangajaannguaq 22.  Maden er fantastisk – men man kommer altså til at lugte så meget af mad, når man har været der (ikke så god ventilation/udsugning), at det må påregnet af skifte sit tøj bagefter.

Hvad skal man nå at opleve i Ilulissat?

‍Nu er det jo ikke en turistbrochure, jeg er ved at begå, men jeg vil alligevel nævne lidt oplevelser – for var der en del af.
Ilulissat er ikke stor, rent indbyggermæssigt, men er med sine cirka 4.700 indbyggere, er den alligevel Grønlands tredjestørste by. Og sjovt nok, er indbyggertallet tæt på Fensmarks, mens arealet af Ilulissat virker større. Det meste af byen, med omegn, kan nås til fods, men man skal være opmærksom på, at terrænet er væsentligt mere bakkefyldt end herhjemme.

Den største officielle attraktion er Icefjordscenteret, der fortæller om fjorden.  En god ide at tage sig tid til at nyde museet, for der er virkelig mange givende informationer at hente. Tag turen en af de første dage i Ilulissat, for så har du bedre ballast til at forstå de ting du ser i naturen.

På traveturen til museet, kommer man i sommertid forbi slædehundenes sommerkoloni, lige uden for bygrænsen.
Det er sådan, at man ikke har kælehunde i Grønland. Hunde er arbejdsdyr. Derfor bor hundene for sig selv, uden for byen, hvor de sommeren igennem opholder sig med hvalpe. Det kan virke voldsomt, for hvor der er hunde er der hyl – og lidt uhyggeligt er det, når man går forbi, og se flere hundrede lænkede hunde, der ligger rundt omkring og er totalt inaktive.
Faktisk må hundene slet ikke være i byen – og hvis du skulle få lyst til at tage Trofast med til Ilulissat, så glem det. Andre hunde end lokale slædehunde er ulovlige i Nordgrønland.

Inden vi tog i Icefjorscenteret, gik vi en frisk morgentur ud til Kællingekløften. Det foregår – for det meste – på en anlagt vandresti af tømmer, der går hen over landskabet. ”For det meste” dækker over, at Grønland som bekendt er fyldt med sne – og hvis vandrestien er dækket over med sne, må man gå efter de vejviser-pinde der markerer stien. Jeg tænker, at det måske ikke er så vigtigt, om man rammer tømmerstien hvis der ligger megen sne, men da jeg var på turen, smeltede sneen – og uden for tømmerstien var der en ovenud god chance for at få våde fødder på grund af smeltevandet.
Kællingekløften er reelt en gammel henrettelsesplads.

Hvis en kvinde mistede sin mand (hvis han for eksempel døde på en jagt eller af sygdom), blev hun udstødt af samfundet – og så blev både hun og hendes børn skubbet ud over kanten. Bygden havde simpelthen ikke ressourcer til at brødføde munde, der ikke kunne lægge mad i det fælles spisekammer.  
Så døde manden henrettede man konen for at spare på føden. Brutalt – men sådan var det i meget gamle dage.

Den sidste del af turen til Kællingekløften er i stenformation, så rigtigt fodtøj og en god grundform anbefales.

Efter vort besøg på Icefjordscenteret, gik vi til polarforskeren Knud Rasmussens barndomshjem. Også her var det værd at bruge sin tid. Jeg vil stærkt anbefale, at man tager sig tid til at læse de plancher, der er sat op, samt se de film der vises. Udstillingen er virkelig spændende – og deres souvenirshop virker billigere end de øvrige i byen (så er det også nævnt!).

Verdens mest fantastiske sejltur – TAK!

‍Vi nåede ikke ud på en hvalsafari – og heldigvis for det. Ikke at der er noget galt med hvalsafari – vi fik bare et bedre tilbud. En meget bedre tilbud. Et af den slags som ellers kun tilfalder Fætter Højben fra Andeby – så vi føler os virkelig privilegerede.

En af mine klinter inviterede os ikke kun på grønlandske specialiteter, hjemme i privaten, hvalspæk, Mattak) tørret rensdyr, tørret hvalkød, lyngrøget ørred, rejer og stenbiderrogn, men også med ud og sejle på fjorden. Hendes mand havde lige fået sat sin båd i vandet efter vinteren – og så ville de gerne vise os Isfjorden. Vel at mærke på en ikke-turistet måde, som grønlænderne selv gør det. Og det var lidt vildt, da hun på hjemturen sagde: ”Ih, der mangler altså et fjeld!”
Hun hentydede til, at en fjeldtop et blevet bortsprængt, for at start- og landingsbanen i den ny Ililissat International Airport kan anlægges.
Så godt kendte hun Isfjorden, hvor hun efter eget udsagn har sejlet i over halvtreds år.
‍
Jeg skal ærligt sige, at det nok var den bedste naturoplevelse, jeg nogensinde har haft, da vi sejlede rundt derude mellem isbjergene og fik den ene wow-oplevelse efter den anden. Smukt som en drøm, med nærmest havblik.
Blå himmel.
Fugle i massevis.
En sæl så vi også.
Og så var der to lyde: et isbjerg i nærheden, der kælvede – og den umiskendelige lyd af en hval der trækker luft ind.
Hvalen så vi på lang afstand, hvor den spiste Lodder, de små fisk man tørre og giver til hunde.

Turen bød dog også på en ”hjertebanker-oplevelse”. Vi skulle sejle ind til klientens hytte – og her skulle vi ind med gummibåd.
”Bare rolig,” sagde skipper. ”Ingen fare. Herinde i bugten er vandtemperaturen steget til hele 1,4 grader over nul.”
Og så satte vi fire os ned i en ikke helt oppustet gummibåd og sejlede ind i land. Pulsen var vist først nede igen da vi var vel tilbage på skibet.  

Nuvel, jeg håber I har nydt min lille rejsebeskrivelse – og de dejlige billeder. Jeg vil dog nævne, at ingen af de billeder, som I ser fra Grønland, på nogen måde yder landet og landskabet fuld retfærdighed. De er smukke, ja, men dybden i landskabet kan desværre ikke komme med på billederne. Det er ærgerligt – men sådan er det jo desværre.

Men nyd dem alligevel. Det gør jeg – som verdens bedste minde!

Turen til Ilulissat, Grønland, fandt sted 29. maj til 6. juni 2023.

Tak til personalet og bestyrelsen på Hotel Ilulissat.